onsdag den 27. maj 2015

Så er der valg igen!!!

Og hvor skal vi så sætte krydset?

Tjaae, de fleste tager jo udgangspunkt i deres egen situation... og tror dermed, at der bliver bedst chance for at få mest muligt ud af tilværelsen. Men er det også tilfældet? Næppe!!!

Problemet er jo, at vi uanset RØD eller BLÅ regering ender med nogenlunde samme situation for såvel rig som fattig... og når de RØDE vil bedre situationen for den del af befolkningen, som har de laveste indkomster, så foregår det med en retorik, der bebuder, at "de rige" skal betale. Men hvem er så "de rige", som det kommer til at gå ud over? Jo, det er såmænd alle dem, der knokler lidt ekstra for at få råd til noget, de går og drømmer om... uanset om de tjener meget eller lidt... for blot de når niveauet for de såkaldte "mellemindkomster", bliver de uvægerlig ramt af ekstra skatter og afgifter, som skal hjælpe de laveste indkomster.

De såkaldt "rige", nemlig dem der tjener allermest, er for længst uden for rækkevidde. De har råd til at konsultere mere eller mindre seriøse rådgivere, der kan hjælpe dem med at bringe deres indtægter i sikkerhed, så de slipper så let som muligt uden om de værste indgreb i deres økonomi... og glem så ikke, at de mennesker, der sidder og bestemmer på Christiansborg også gerne vil beholde så meget som muligt at deres egne store indkomster, hvorfor en del af de såkaldte "huller" i skattelovgivning etc. sjovt nok aldrig helt bliver lukket.

Jeg tror aldrig, man kan finde et 100% retfærdigt skattesystem, men jeg vil hævde, at eksempelvis Socialdemokraternes evindelige misundelsespolitik er et kæmpe falsum, som kun tjener til at kapre stemmer fra alle de laveste indkomstgrupper under påskud af at ville beskytte og hjælpe disse grupper til bedre tider gennem såkaldt "øget velfærd". Og hvem gavner så denne velfærd? Jo, denne såkaldte velfærd rygtes jo langt uden for landets grænser, så den tiltrækker udlændinge som et fluepapir! Det må være logik for burhøns, at den danske samfundskage umuligt kan deles af så mange, der blot skal tildeles velfærd uden forinden at ha' bidraget til kagen.

Efter at ha' fulgt den danske skattepolitik i uendeligt mange år er det blevet min klare opfattelse, at det aldrig vil kunne lade sig gøre for en lavindkomstgruppe at oparbejde en økonomisk buffer, der kan blive stor nok til at indfri de drømme om hus, bil etc., som vi alle betragter som goder, der motiverer os til at arbejde og tjene penge. Men hvis den indtjening, der kan opnås, aldrig vil blive stor nok til at indfri folks drømme, så mister de incitamentet til at arbejde og stiller sig tilfreds med en tilværelse på kontanthjælp, for så kan man da i det mindste selv bestemme over sin dag og behøver ikke at stå tidligt op om morgenen etc.

Det er naturligvis godt nok, at Venstre vil lempe skatten for de laveste indkomster. Men for at gi' en skattelettelse, der virkelig batter, skal der mere til. Det er ikke godt nok, at man kan opnå 100 eller 300 kr mere om måneden... og navnlig ikke, hvis der samtidig bliver pålagt ekstra afgifter et andet sted for at finansiere lettelserne. For mig at se kommer der først noget ud af det, hvis man kan give ALLE i samfundet en virkelig gulerod. Både de laveste og de højeste indkomstgrupper bør få lige chancer for at kunne bidrage til samfundskagen og dermed nyde godt af deres bidrag.

Derfor er min opskrift, at man skal kunne bidrage ekstra til samfundskagen og dermed også skaffe sig en bonus i form af et skattefrit år. Hvis man forestiller sig, at der for hver årlig indkomst findes en skala, der angiver den normale skat, som alle kan vælge fortsat at betale, samt en såkaldt "bonusskat", som vil være forskellige satser, der med tiden vil kunne udløse et skattefrit år! Man skal således kunne melde sig til at betale "bonusskat", hvis man vil opnå muligheden for det skattefrie år... og ellers blot betale sin normale skat uden at ønske denne mulighed.

Denne gulerod vil kunne få gang i hjulene på en helt anden måde, da det ikke kun gælder om at tjene så meget som muligt, men også hurtigst muligt at få betalt så meget som muligt i skat, så man hurtigere kan opnå sit skattefrie år.

Jeg er godt klar over, at mit forslag vil blive forsøgt modgået med argumentet, at det har samfundet ikke råd til, men så skyldes det sikkert uvidenhed... for her vil jeg blot minde om, at Danmarks absolut bedste og mest lukrative bruttonationalprodukt blev opnået dengang, vi gik over til kildeskat, hvorved en masse unge, der netop var kommet ind på arbejdsmarkedet og ikke havde forudgående optjent indkomst, slap helt uden skat!!! Jeg var så heldig, at jeg i det foregående år netop var blevet færdig med min uddannelse og dermed kun havde arbejdet i ganske få måneder, hvorfor min skat var ganske lille i hele det følgende år, som nærmest kunne betragtes som skattefrit. Jeg har faktisk aldrig siden haft så meget ud af en lønindtægt som det år!!! Og jeg kunne virkelig unde ALLE skatteydere at opleve dette!

Samtidig med en større produktivitet og et større skatteprovenu kommer man også sort arbejde til livs, for det gælder jo om at opgive så stor en skattepligtig indkomst som muligt, så man hurtigere kan opnå sit skattefrie år!

torsdag den 12. juli 2012

For mange afgifter er gift for økonomien

Den håbløse model, der består i at fodre hunden med dens egen hale, synes at være den eneste, der i mere eller mindre grotesk form er resultatet af dansk politik i almindelighed og socialdemokratisk politik i særdeleshed.

Når dertil lægges ekstra afgifter på fedt, sukker, energi, alkohol etc., udhules købekraften, hvilket først og fremmest rammer folk på overførselsindkomster, men også lønmodtagere og små selvstændige erhvervsdrivende bliver ramt. Dermed er afgifter med til at starte en negativ spiral, som breder sig som ringe i vandet. Når folk ikke længere kan få deres økonomi til at hænge sammen, bliver konsekvenserne store. Mange boligejere er i forvejen teknisk insolvente, og det bliver en katastrofe for dem, der bliver tvunget til at sælge. De får tab, der totalt ødelægger deres økonomi langt ud i fremtiden, og da mange af disse boligejere er unge familier, får det uoverskuelige konsekvenser.

Jeg ser ikke mange bud på politiske tiltag, der peger i en anden retning. Hvorfor ser man ikke på andre muligheder? Eksempelvis ville en afskaffelse af arveafgifterne få masser af positive effekter, og jeg er sikker på, at det vil tiltrække investeringer og kapital til landet. Hvis blot politikerne kunne holde deres klamme hænder fra disse formuer, ville de kunne skabe masser af private arbejdspladser herhjemme.

Næe nej, politikerne vil langt hellere opkræve en masse ekstra afgifter, som de derefter via masser af bureaukrati har tænkt sig at dele ud igen og kalde det "støtte til erhvervslivet", men lur mig, om mere end halvdelen af disse mange millioner ikke tabes i administrationsomkostninger på halvvejen. Hvis man lod formuerne blive hos de familier, der selv har skabt dem, ville hele landet med garanti få langt mere ud af dem. Det er helt uhyrligt, hvis folk tror, at formuer blot står og trækker renter i bankerne... Og da slet ikke med dagens renteniveau! Men hvis man forestillede sig, at de røde fik held til at omfordele alle formuer her i landet, ville vi snart blive lige fattige alle sammen. Derfor er det helt nødvendigt, at formuerne forbliver i hænderne på dem, der selv har skabt dem... For med disse formuer har de samtidig skabt arbejdspladser og indtægter til landet. Se blot på Rederiet Mærsk, Lego, Danfoss, Grundfos og mange, mange flere.

Men ak, næppe var den nye regering kommet til magten, før skatteministeren proklamerede, at han ville forhøje generationsskifteafgifterne for danske virksomheder. Den mest giftige kur, der findes! Ak, her lades alt håb ude!

Jeg er helt sikker på, at stort set alle politikerne straks vil hyle op og påstå, at så skal alle de årlige milliarder, der opkræves i arveafgifter, findes et andet sted. Men her kunne man jo starte med at opgøre statens egne udgifter til de jurister, der udpeges til bobestyrere, og som for en meget betydelig dels vedkommende blot trækker folks boopgørelser ud i årevis, så de kan tjene mest muligt på dette arbejde.

Hvis disse jurister i stedet blev uddannet til dommere, så man kunne nedbringe de bunker af sager, der venter i årevis på at blive afgjort, så ville man kunne slå to fluer med et smæk.

Og når det kunne lade sig gøre at afskaffe arveafgiften i Sverige, så må det vel også kunne lade sig gøre herhjemme. Sverige var på et tidspunkt i større økonomiske vanskeligheder, end vi er i dag, men de har i dag en langt bedre økonomi, end vi har, og deres prisniveau ligger gennemsnitligt langt under det danske, hvorfor det nu kan betale sig at foretage masser af indkøb i Sverige.

Sjovt nok hører vi altid meget om svenske tiltag, når politikerne vil adoptere et, der har givet penge i den svenske statskasse... Men afskaffelsen af arveafgiften har tydeligvis slet ikke inspireret dem, og vi har stort intet hørt om det. Desværre er dette nok meget forventeligt i dansk politik, hvor konsekvensberegninger tilsyneladende kun fokuserer på statslige indtægter.

søndag den 25. marts 2012

Velkommen til Grobdlugs Blog

Dette er mit første indlæg på min nye blogspot-blog. Jeg er tidligere blogger fra TV2's nu hedengangne blogunivers, som jeg stadig savner... så meget, at det endnu ikke er lykkedes mig at finde et passende alternativ.


Jeg har forsøgt at skrive inde på 24timer.dk, men det forekommer at være et meget begrænset antal bloggere, der kommenterer derinde, og jeg savner mange af de faciliteter, der gjorde TV2-bloggen så overskuelig og funktionel.


Endvidere savner jeg i høj grad mange af de bloggere, der næsten dagligt befandt sig på TV2-bloggen, og jeg håber meget, at vi efterhånden må finde sammen igen herinde... selv om vi i øjeblikket forekommer at være "spredt for alle vinde".